Theas Tanker

Personer, som lever i en verden kun med sig selv, bliver ved med at chokere mig. Er der virkelig kun dig i din verden?

Her til aften sad jeg, som så mange andre søndage, i et tog fra jylland. Ikke et af de nye, desværre, hvor der er elstik til hvert sæde. Men et af de gamle, hvor der kun er to stik at finde til fire sæder. Jeg var endda kommet først, havde sat mit stik i kontakten, da frk. botox med 5cm lange, kunstige plastiknegle gjorde sin ankomst ved vinduet. Hvordan det helt præcist skete, husker jeg ikke længere, men pludselig havde mit stik til dvd-afspilleren ladet pladsen for en splinterny macbook air med en levetid på syv timer. Desværre følger der intet batteri med til min oldtidsskabning af en lille firkantet moviebox, hvorfor det er nødvendigt med et elstik, for at denne kan fungere. I min verden er det derfor logisk at dele. Det er en lang tur, vi stod begge på og skal af samme sted; så slår man halv skade. Men ikke hvis man har at gøre med en person, som er den eneste i verden. Og jeg aner virkelig ikke, hvordan man skal kommunikere med jer.

..kan vel næppe sammenlignes med mobning på arbejdspladsen. Samtidig kan det dog være en situation man umiddelbart ikke kan se sig ud af, hvis man kun har taget én uddannelse og dermed ikke har andet at falde tilbage på. Dét, at stå op hver dag til en profession, som ikke længere siger en noget, er ekstremt opslidende. Først når man har fri, liver man op og finder glæden i så mange andre ting. Måske burde man bruge mere fritid på at forbedre og forberede sit arbejde. Men uden motivationen og noget egentligt formål, finder man hurtigt andet at bedrive tiden med.

Men er det professionen i sig selv eller de arbejdsopgaver, jeg sidder med, som går mig på? Hvis man eksempelvis er underviser, har man vel også bestemte fag, man foretrækker at undervise i. Men det er stadig undervisning som erhverv, man gerne vil praktisere. Og uanset hvilket erhverv man har valgt sig, vil der altid være opgaver, man ikke er helt oppe at ringe over. Nogen vil mene, det er min indstilling, den er gal med. Hvis jeg bare begyndte at se mulighederne i mit job og lade de gode opgaver fylde mere i min bevidsthed end dem, jeg ikke kan udstå, så ville alt virke meget nemmere. Desværre er den menneskelige psyke indrettet til at fokusere på det negative. Ellers skulle der jo ikke 10 positive kommentarer til for at ophæve én dårlig. Den ene gode opgave i dag, ophæver på den måde ikke de dårlige, som jeg kan se frem til i ugens 4 resterende dage. Men jeg prøver da. For jeg står op hver morgen og tager af sted. Prøver at glemme hvor træt jeg er af den trivielle rutine. Imens jeg grubler. Grubler i løsninger og alternativer. Bruger utrolig meget energi på at finde en vej ud af mit arbejde, i stedet for at bruge kræfterne på at gøre det godt at blive.

Nogen vier hele deres liv til arbejdet og ville ikke ane, hvad de ellers skulle få tiden til at gå med, skulle de pludselig blive mange millionærer en dag. Fordi alle andre aspekter af livet ikke siger dem noget? Fordi de har identificeret sig så meget med deres erhverv, at de ikke længere er noget i sig selv? Hvis dét er alternativet, så vil jeg vist hellere være træt af mit arbejde og glad for alt andet i livet. Men måske er det mig, der er gal på den?

Pt. bliver jeg hængende. Fordi jeg ikke har råd til andet. Fordi jeg holder af mine kolleger. Fordi jeg, dengang på uddannelsen, fik at vide, at jeg var skide god til det.
Men glæden er der ikke.

Flere kvinder skal have lederjobs. Derfor er de begyndt at komme i praktik hos mændene.

Er vi sikre på, at det overhovedet er den udvikling, vores samfund skal have? Hvis der er forvejen bliver født for få børn, hvilket giver øjet pres på ungdommen, da vi har en stor ældregruppe, vi ikke kan forsørge – så skaber det ligefrem ikke en bedre balance, at sende kvinder i lederjobs, så de ikke har tid/overskud til at føde de store generationer, vi så desperat står og mangler. Har kvinder overhovedet lyst til at være direktører? Og hvordan skal mændene i så fald indrette sig? For kvindefrigørelse eller ej; vis mig en mand, der veltilfreds og ærefuldt vil sige ”bliv du bare et par ekstra timer på kontoret, skat. Så henter jeg børn og laver mad”. Det er ikke tilfældet. Medmindre man finder sig en pædagog eller andre, som er interesserede i børns kognitive udvikling og ser dét, som den primære årsag til deres eksistens, så er der sgu ingen tilbage, som vil ofre eget arbejdsliv for konens. Statistikkerne viser også, at jo højere mandens indtægt er, sammenlignet med forholdets kvindelige part, jo større er chancen for et langt ægteskab. Nu har vi i Danmark en skilsmisserate på ca. 50%. Behøver den at blive højere? Når man samtidig ser, at der går betydeligt flere skilsmissebørn til psykologbehandling, sammenlignet med børn/unge hvor forældrene stadig er sammen.

Vil kvinderne have det på samvittigheden, imens de arbejder 70-90 timer om ugen? For det vil alligevel være os, der får skylden. Det er jo ikke mændene, der bliver set ned på, når de ikke kan smøge ærmerne op og tage over i familielivet for en gangs skyld. Nej, det er kvinderne, som har forladt og svigtet deres børn.

Men hvem definerer også moderrollen? Det var noget man(d) først begyndte at diskutere (læs: diktere) i midten af 1800-tallet, hvor der blev lagt vægt på, at kvinder, også følelsesmæssigt, skulle have et ekstra bånd til børnene, hvilket de ikke tidligere var blevet pålagt - og som manden ikke behøvede at påtage sig. Det var ikke længere velanset, hvis moderen kun sørgede for, at børnene blev lærde eller hjalp til på gården. Nu skulle alle også være glade og elskelige samtidig. Det er i få historiebøger (der blev ikke skrevet meget om kvinder dengang) beskrevet, som en svær tid for de fleste kvinder, at skulle finde disse moderlige følelser når de, alt taget i betragtning, havde lært helst ikke at måtte føle noget som helst. Det ville det sikkert også være hos de fleste mænd med direktørjobs den dag i dag. Familien er bare ikke første prioritet – hvert fald ikke på det følelsesmæssige plan. Nu generaliserer jeg meget, for selvfølgelig har nogle mænd da fået øjnene op for børnene igennem de forfærdelige kvindedominerede 70’ere. Men lad os nu se på majoriteten – den er de fleste så glade for at tage udgangspunkt i. Majoriteten af lederjobs er besatte af mænd. Det er kvinderne, som føder børnene. Majoriteten af kvinder går mere op i børneopdragelse, end en fed hyre.

Så få lige det hele til at hænge sammen, før I reklamerer med direktørjobs til den kvindelige del af befolkningen - Tak!

Det er sjovt som penge og egne værdier går hånd i hånd.
Jeg kommer aldrig til at have mange penge, og som følge deraf indretter jeg mine forventinger og planer for fremtiden. Jeg sætter pris på min cykel, fordi jeg aldrig kommer til at have råd til bil. Jeg elsker udsalg, for ellers skulle jeg gå betydeligt oftere i det samme tøj. Og jeg er taknemmelig over alle de glæder i livet, som er gratis. Solbadning, kærlighed, sex. Jeg priser det højt, fordi jeg aldrig vil have råd til at betale høje priser.

Når jeg går forbi d’Angleterre og ser en ung pige sidde inde bag de store ruder og spise (fint) med familien, tænker jeg, at nogen mennesker lever et helt liv uden nogensinde at bekymre sig om penge. Folk, som betaler det dobbelte i husleje, som jeg får udbetalt i løn. Som har råd til at være kræsne mht. ferie, bil, bolig, tøj. Der giver hinanden fladskærme og yachts i julegave, fordi det bare ikke kan blive stort og dyrt nok. Alle folk, der kunne nøjes med mindre. For hvem, det ville være direkte sundt, at leve bare en enkelt dag i et par Deichmann-sko.

Modsat dem kan min verden styrte sammen pga. en uventet regning. Jeg priser mig derfor lykkelig over de ting, jeg allerede har. De mennesker, som fylder mit liv med uvurderlig lykke.

Og så køber jeg en lotto-kupon i ny og næ. Og grubler over den opfindelse, som skal sætte mit navn i historiebøgerne, fordi jeg var heldig at finde på noget, folk ikke vidste, de havde brug for. Som mobiltelefonen og papirklipsen. Det kommer måske til mig en dag.
Og så vil alting ændres. Mine værdier blive anderledes. Så kan jeg gøre, hvad jeg vil. Jeg kan pludselig købe verden, men på bekostning af at miste mig selv.

Og så er spørgsmålet jo, om det i virkeligheden er dét værd.

”Jeg har scanningsbilleder med, I skal lige se!”

Veninden havde været sammen med fyren i ca. halvandet år, de var flyttet sammen efter kun nogle få måneder og nu skulle der åbenbart reproduceres. Men hvis han er den rigtige, så er det vel også bare med at komme i gang?
Flere og flere i min omgangskreds begynder at tænke i de baner. Mange er allerede ved at bage eller helt færdige med at gøre sig til ’en familie’. Er det mig, der er bagud? Vi bliver med jævne mellemrum mindet om, hvor fødedygtige vi er i vores tyvere. Nogle føler sig modne fordi, nåh ja, vores egne forældre begyndte jo også at få børn i den alder. Men er tiden ikke en anden nu? Er det ikke bare om at nyde sin ungdom og frihed og så kan vi stifte familie (få de dersens ’ønskebørn’) i trediverne! Man kan vel tids nok blive bundet på hænder og fødder, selvom jeg ved, det er de færreste af jer, der opfatter det sådan.

Forleden dag snakkede jeg med min anden gravide veninde og kom til at nævne, at alt ville blive anderledes efter fødslen til sommer. ”Det må du ikke sige” responderede hun med en trist smiley. Men det kommer til at lave om på alting. Hun bliver mor. Jeg bliver veninden, som prøver i ny og næ at dreje samtalen ind på andet end bleer og babymos, selvom jeg ved, hvor meget det fylder i hende – og også kommer til at fylde i mig en dag. En dag… Forhåbentlig.

For man har heller ikke lyst til at ende som alles 36-årige, singleveninde a la Bridget Jones, som altid bliver placeret for enden af spisebordet, fordi man er den eneste uden partner og dermed ødelægger bordplanen med ellers at sidde to og to. Og man får lyst til at præsentere sig med: ”Hej, Thea, 36, barnløs og single”, fordi man kan se på alles blikke, det er dét, de tænker. Der må være noget galt, siden man ikke er sat ligesom dem. Men hver gang jeg ser julelysene i mine veninders øjne, lige inden de afslører nyheden, slår det mig som et faldent klaver i en anden tegnefilm: Er vi nået dertil? Har vi fået den alder, hvor vi skal til den slags? Og jeg tænker tilbage til for bare 10 år siden, hvor det hele så betydeligt enklere ud. Dér nød man ungdommen og var sikker på, at det med mand og børn kom til at ske helt af sig selv, når man var færdig med alt det andet. Jeg havde bare ikke regnet med, at vi ville blive færdige så hurtigt. Samtidig er det også skræmmende at vente for længe, hvis man nu gerne vil have de der børn. Så bliver man den ældre mor, som folk også ser skævt til. Og som bliver rådgivet af alle veninderne, som var igennem samme fase for mange år siden og nu overvejer nummer tre, for det med børn er vel blevet en rutine.

Jeg kunne ikke være mere lykkelig for mine veninder og glæder mig også på deres vegne hver gang. Hånd i hånd med den lille frygt for, hvornår den næste kommer med smilet op til begge øre og annoncerer en lille nys snarlige kommen.

Åååh, mit elskede Tyskland! Gensynets glæde var stor og det er alt for længe siden, jeg har gået i dine gader, talt dit sprog og spist dine Brezeln.

Denne gang var jeg heldig at komme til Hamburg, et sted i Tyskland, jeg ikke havde været før. Men man skal ikke være der ret længe for at finde alle de små ting ved Tyskland, som får mig til at føle mig hjemme. Bare dét at se et skilt med ordet ’strasse’, de sjove bynavne på busserne eller tyskerne der sidder udenfor på caféerne, bare fordi der er en smule sol – noget vi danskere aldrig ville gøre, før temperaturerne overstiger de 17-18 grader – kan med det samme sætte et smil på mine læber. Fra alle hjørner lyder det: ”Guten Morgen”, ”Schönen Tag noch” og ”bitte schön”, imens man ser menneskene haste videre på arbejde, på familiebesøg og hvad de ellers har travlt med. Men jeg har tid til at stoppe op og betragte dem. Lade alt det tyske skylle ind over mig og fylde mig med en følelse af at høre til og på en og samme tid en respekt for, at jeg nu kun kommer som gæst i dette skønne land.
Nede ad gågaderne ligger Karstadt, Kaufhof, Bären Treff, m.m. som tager mig tilbage til et utal af shoppingture med veninderne eller på egen hånd. Et enkelt skridt ind i en af forretningerne, og jeg kan se, at alt er, som det plejer at være. Og alligevel ser jeg på det med helt nye øjne, for jeg er ikke længere den samme. Sidst jeg var her, mente jeg, at jeg havde snuset alt det Tyskland til mig, jeg havde brug for. Jeg var måske oven i købet begyndt at tage det forgivet. Men dét, at være tilbage, vækker en glæde og en længsel i mig, som kun kan komme af, at jeg gudskelov ikke er blevet færdig med Tyskland. Og det tror jeg heller aldrig, jeg nogensinde vil blive.

Jeg vil altid have et helt bestemt tilhørsforhold til Tyskland. Det er ikke kun et land, man kører igennem for at komme til mere eksotiske rejsemål. Og jeg glæder mig til, at besøge det igen.

Når man har været sammen et stykke tid, begynder man at falde mere ned oven på den store forelskelse. Man sender ikke længere beskeder til hinanden hver time. Man forsøger nu rent faktisk at få noget søvn om natten, i stedet for at ligge halvblundende flettet ind i hinanden. Og man tilbringer ikke længere flere timer på at stirre forgabt ind i hinandens øjne.
Så er det man begynder at sætte pris på alle de små ting. At han køber den yoghurt, han har lagt mærke til, jeg godt kan lide. Hans hånd på mit lår, når vi kører i bil. Når han spontant siger “jeg elsker dig” eller ringer bare lige for at høre min stemme. Alle de ting som måske en dag bliver en del af hverdagen, en del af dét at være os. Som par. Du og jeg. Ting man ikke må overse, fordi det er dem, som gør hele forskellen. De små ting hvormed man viser, at jeg stadig er helt vild med dig. Selvom jeg ikke opfører mig lige så tosset i dit selskab, som jeg gjorde i starten, så er du stadig den, jeg vil have. Når jeg ser på dig, finder jeg en ro inden i. Dine bevægelser, din stemme, den velkendte skulder, som jeg hviler mit hoved på, når vi tager en lur midt på eftermiddagen. Alt det, som jeg håber, jeg aldrig kommer til at tage forgivet.

Når du betragter mig uden, at jeg ved det.

Når du sidst på dagen ligger ved min side og siger ting som: “Du så så glad ud, da vi sad og spiste frokost idag” - så kysser jeg dig inderligt og lægger mig om på siden med det smil, der følger den varme, jeg føler bare ved tanken om dig.

Du betyder så evigt meget - hver lille ting du gør.

I S-toget i dag steg der et par på på Hovedbanegården. Deres lille søn var noget utilfreds, så moderen satte sig på klapsæderne i den sidste vogn og begyndte at hive op i de mange lag af bluser og jakker for at amme sit barn. Så snart der var kontakt, blev barnet roligt og vi kunne derfor nyde resten af togturen i stille ro. Men jeg opdagede intet mindre end en kædereaktion, da moderen begyndte at amme. Pludselig var hun blevet giftig at se på. Alle de omkringværendes øjne begyndte at flakke rundt i kupéen, selv en anden mor, med sin datter i klapvogn, blev forlegen. Kan det være rigtigt? Hvem er de største babyer i den togvogn?

Da der i sin tid begyndte at dukke forbud op i diverse caféer og lignende om, at amning ikke var tilladt, var jeg også oppe på barrikaderne. Og jeg har ikke engang børn! Hvordan kan der være forbud imod, at imødekomme sit eget barns biologiske behov? Og hvor er efterkommerne af de kvinder, som brændte deres BH’er på rådhuspladsen, netop i kvinders og brysternes navn? Selvfølgelig skal der ammes!

Det er ikke forargende, hvis man ligger topløs på stranden om sommeren, måske oven i købet deltager i lidt volleyball, hvor barmen virkelig kommer til at folde sig ud. Men at se en moder udføre den mest naturlige handling at brødføde sit barn som en del af fødekæden, gør os pludselig utilpasse og hæmmede. Jeg tvivler på, at de fleste kvinder selv synes, det er fantastisk at have barmen til skue og der er da flere måder at amme diskret på, og mange kvinder bruger disse metoder. Selv Hippie-moderen i S-toget havde blusen ned over. Sikkert ligeså meget af hensyn til sig selv, som til sine medpassagerer. Men hendes søn var rent tilfældigvis sulten og så står da fanden i at lade barnet skrige, hvis lidt bryst kan hjælpe.

Når jeg engang får mine egne børn vil jeg med glæde amme hvor og hvornår mit barn skulle have brug for det – så kan folk kigge eller lade være. For dét jeg har i mine arme er uvurderligt og skal ikke lide under folks snerperi.

Først når man virkelig elsker, bliver man bange for at miste.

Jeg er blevet en af dem, vi hader. Ikke en af dem, vi elsker at hade, men en af dem vi virkelig hader. Som skal sidde og kysse med lyd på i s-toget, som altid helst har en hånd på den andens balle, som kan stirre ind i hinandens øjne i flere timer uden at sige en lyd.

Hvem skulle have troet, at Thea, den evige pessimist og gennemførte kyniker, pludselig skulle fange sig selv i at være helt og aldeles, fuldkommen fra hårtop til tåspids forelsket OG oven i købet i et split sekund få det gengældt? Tænk, at skulle finde mig selv helt ved siden af mig selv. Opleve en side af livet, jeg på ingen måde troede var mulig. Endelig begynder jeg at forstå, hvorfor veninderne bliver så fuldstændigt kulrede, hver gang de får øjnene op for en fyr. Og hvorfor de ikke selv synes, det er kedeligt at være kæreste-kedelige. Hvordan man kan følge hinanden rundt i hele lejligheden, fordi man virkelig føler et savn, hvis ikke man er sammen konstant. At man smiler både inden i og uden på, får et sug i maven hver gang man ser nummeret på mobilen og smelter ved lyden af hans ”hej”.

Jeg kunne bruge mange fine ord og anekdoter til at forklare, hvad man føler. Shakespeare, Goethe m.fl. har gjort det samme. I virkeligheden kan det jo ikke beskrives. Du er nødt til at føle det selv. Og tro mig, du vil ikke være i tvivl. For når den er der - virkelig er der – så elsker man med hver eneste millimeter af sit selv.
Tidligere mente jeg ikke, at jeg manglede noget. Nu mangler han i min seng, mit synsfelt, i lydene i min lejlighed. Til at smøre creme på min ryg, til at kigge på mig på den der måde. Det skræmmer, men fylder samtidig én med en utrolig lyksalighed og man lader sig rive med, satser alt – man kan ikke lade være. Selvfølgelig skulle jeg gå hen og forelske mig i én, som bor 315 kilometer væk. Jeg er vant til at savne, så indtil videre går det lige. Men når weekenden er omme og man ligger alene søndag aften, så virker fredag til at være en evighed herfra – og hovedet begynder at gruble. Kyssede vi ligeså meget denne gang, føler han stadig det samme? Man fortsætter sit selvpineri ved at begrave ansigtet i hans duft, som stadig er på puden. Knuer den ind til sig, imens man lukker øjnene og håber at se ham i sine drømme.

Det meste af ugen går med arbejde, veninderne (heldigvis!) og mine elskede samtaler med ham om aftenen. Prøver for alt i verden at få tiden til at gå hurtigt, indtil han igen står i min trappeopgang med sit skønne smil og alt hvad der er fantastisk.

Så lever jeg igen

”Hende der, hun har da godt nok hængepatter!”.

Jeg tror ikke, at min bror var i tvivl om, hvor forkert hans antagelse var, da han så reaktionen i ansigterne på min søster og jeg. Han smilte forlegent og måtte nok indse, at han havde udtalt sig om noget, han endnu ikke var gammel nok til at have en reel viden om. Men det fik mig til at tænke, at der heller ikke er meget hjælp at hente i min kære brors omgivelser, hvad kvinders udseende angår. De fleste af de bryster, han udsættes for, er ikke en afspejling af virkeligheden. Dem, han ser, på reklamestande, på MTV og oftest også på film er ikke de kvinder, du ser på gaden til hverdag.

Men det stopper jo ikke der. Køb et hvilket som helst modeblad i dag og du vil se sidevis af piger, som ikke eksisterer. Ingen ser ud som angivet i bladene og det er vi for dårlige til at huske på. I bladene skal alle se ens ud; unge og retoucherede. Selv smilerynker, som de fleste mennesker har – ung som gammel -, skal fjernes, det skal åbenbart se kunstigt ud. I mit hoved er vi dermed i gang med at skabe et tredje køn. Der er os almindelige kvinder og almindelige mænd, i alle afskygninger og aldre, og så er der dem, vi konstant ser i blade, på plakater, i musikvideoer. Men de findes jo ikke! Med plastikoperationer er vi dog ved at nærme os det udseende, vi konstant møder i vores omgivelser. En person som Janice Dickinson har da for alvor vist, hvor kunstig man kan komme til at se ud. Er det idealet? Min egen søster annoncerede for flere år siden, at hun nok ikke ville amme, når hun fik børn. ”Og hvis jeg gør, så skal mine bryster helt sikkert fikses bagefter”. Jeg så ned på min daværende fladbarmede lillesøster og tænkte, om ikke hun skulle have sine egne bryster først, før hun begyndte at snakke om at få dem lavet. På den anden side var det utrolig logisk sagt, når man tænker på, at det er den verden, hun vokser op i. Er du utilfreds med noget, så få det fikset.

Nu skrev jeg før, at min lillebror havde taget så grueligt fejl. Og jeg håber da, det er tilfældet. På den anden side, netop fordi vi bombarderes med et falsk køn hele tiden, begynder vi måske at få nogle falske forventninger til hinanden.
En af mine bekendte udtalte, en anelse chokeret, efter sin seksuelle debut, at piger jo slet ikke stønner og skriger så meget i virkeligheden, som de gør på film. Jeg klappede ham trøstende på skulderen og bød ham velkommen i den virkelige verden med os 3-deminsionelle mennesker. Til gengæld er væggene i mit boligkompleks tynde nok til at høre, at nogle kvinder dog alligevel er meget begejstrede i sengen. Er deres sex virkelig så godt? Eller tror vi bare, vi skal lyde sådan? Sætter man sig til at læse om at tilfredse en mand; det perfekte blowjob, analsex osv. så er det ofte kommenteret, at man endelig skal skrue godt op for lydene – det tænder ham. Til gengæld kan man selv gå på jagt i sin egen krop efter det nye g-punkt: A-punktet. Jamen, lad os da tage hele alfabetet med! Lægerne er ikke engang sikre på, at sådanne punkter eksisterer. Men med det samfund vi har, hvor sex og nøgne kroppe konstant er ’out there’ kan man da nemt begynde at føle sig akavet, hvis ikke man tenderer til at være bare halvt så sexfikseret som en Samantha fra Sex and the City. Tillige kan man i disse dage tænde for MTV og se en vridende she-wolf i form af Shakira i en hudfarvet halvdragt, som ifølge teksten skal opfordre piger til at være vildere i soveværelset - du ved, du har det i dig! Men jeg ved da godt, hvem der er mest interesseret i den musikvideo og som ville elske, at alle piger tændte på at kravle halvnøgne rundt i et bur.

Hvad gør man ikke også, når den nye fyr kigger på én og siger ”Det virkede altså med min ekskæreste, hvorfor er du ikke lige sådan?”. Fordi jeg er mig! Pigerne i bladene er måske ens, men den rigtige kvindekrop er ikke main stream. Jeg er ked af at skuffe – eller vel er jeg da ej! Hvis mænd virkelig forventer i dagens Danmark er finde en pige, de ser i bladene eller på film, så håber jeg, de skal lede længe. Samtidig hører jeg mine veninders konstante klagen over for stor en bagdel, underlige bryster og uren hud. Vores spejle kommer desværre ikke med en retoucherende mekanisme – så er kniven den eneste vej frem. Jovist, man kan træne, men så kommer man stadig ikke til at ligne pigen på plakaten. Det gjorde medierne det meget klart, da man anklagede Fitness world i efteråret for at lave falsk reklame med deres plakater af en tynd pige. Men alle de andre må gerne? Får jeg virkelig så fyldige øjenvipper af at bruge netop denne mascara, eller har man fikset billedet? De manipulerer med os på dagsbasis, men bliver ikke skældt ud. Det er ikke okay.

Jeg hørte i en udsendelse, at kvinder aldrig tidligere har været så smukke, som vi er i dag. Kvinder var både lavere, tykkere og mere maskuline før i tiden. Dengang havde de heller ikke de samme remedier, som vi har i dag til at dulle os op med. Hvorfor er vi så så utilfredse med os selv? Er det ikke på tide, at vi prøver at få det bedste ud af det vi har, i stedet for at stræbe efter noget som ikke engang eksisterer.
Elsk nu jer selv, for fanden!